Sagn fra egnen
Kongeegen og Præstekonen
To ege ved den gamle vej til Gåbense. Under den ene slog lynet ned, hvor kongen lige havde siddet. Ved den anden knækkede præstekonens tråd.
Før den nye landevej blev anlagt, snoede vejen fra Nykøbing til Gåbense færgested sig i mangfoldige bugtninger hen over Nordfalster. Den gik gennem Kraghave, forbi Flattehauge Skov og mod Bruntofte - og derfra ind i Ønslev sogn, lige forbi Galgekroen og herredets rettersted. Langs den vej stod to store ege, og til dem knytter der sig hvert sit sagn.
Kongeegen
En af de gamle konger - nogle sagde Christian V, andre Frederik IV - rejste engang ad vejen fra Gåbense mod Nykøbing. Undervejs gjorde følget holdt, og kongen spiste frokost i skyggen af en mægtig, enligt stående eg vest for vejen, før man kommer til Bruntofte Skov.
Da måltidet var forbi, drog følget videre. Men kongen var næppe kommet nogle favne fra træet, før lynet slog ned i egen. Det flækkede en svær gren af og for ned i jorden - præcis dér, hvor kongen havde siddet.
Til minde om, at majestæten var sluppet så nådigt fra en så overhængende fare, fik træet navnet Kongeegen. Og i sognet var man enige om én ting: det træ måtte aldrig fældes.
Præstekonen
Dengang enkedronning Sophie "regerede" på Falster, gjorde hun meget for at fremme husfliden, og snakken gik om, hvem der kunne spinde den fineste tråd. Præstekonen i Vålse, Karen Hansdatter, påtog sig at spinde en tråd af et pund hør, der var så fin og så lang, at den kunne nå hele vejen fra Vålse til Nykøbing.
Hun bandt enden fast ved Vålse præstegård, tog sin håndten og gik. Over Kippinge, over Brarup, forbi Ønslev Kirke og ind over Tingsted sogneskel - og til en stor eg på Hans Mortensens mark. Dér slap tråden op. Der var stadig en hel mil til Nykøbing.
Egen, hun nåede til, fik siden navnet Præstekonen.
Enkedronningen på Nykøbing Slot
Enkedronning Sophie var enke efter Frederik II og mor til Christian IV. Hun havde Lolland og Falster som sit livgeding og boede i årtier på Nykøbing Slot, hvor hun blev kendt som en usædvanlig dygtig forvalter af sine godser. Det er det samme slot, som to af Byskovs gårde efter overleveringen skulle stille vægtere til - og det samme slot, som de tre vinduer i Vægtergårdens Møllerummet stammer fra.
Kilde: J.K. Lindbergs sagnoptegnelser, gengivet i Ketty Lykke Jensen, Ønslev og Eskilstrup Sogne (2009), s. 186. Genfortalt. Maleri: Jens Juel, SMK.