Bombenatten og befrielsen

Bombningerne i Danmark under Anden Verdenskrig ramte næsten kun København og Bornholm. Men Byskov fik også sin bombenat, og den satte sig så dybt, at folk resten af krigen ikke turde lægge sig til at sove, når der var fly over byen.

"Det bliver en varm nat!"

Det var vindstille og måneskin, en meget smuk aprilnat. Karen og Svend Suhr fra Vægtergården var på vej hjem fra selskab, og de hørte fly trække mod syd. Svend Suhr sagde til sin kone: "Det bliver en varm nat!" - uden at ane, at det blev i Byskov.

En engelsk bomberbølge, måske på vej mod Berlin, blev stoppet af tyske jagerfly. Under flugten kastede et eller flere af flyene omkring 300 fosforbomber i en lang stribe, der begyndte en halv kilometer syd for Byskov, gik hen over landsbyen og fortsatte nord over Skovbjerggaards marker.

I Smedehuset

Hos smed Alfred Jørgensen vågnede man ved flystøj og eksplosioner. Karla stod op, trak mørklægningsgardinet lidt til side og så en stor bombeflyver glide meget lavt hen over naboens hus og deres egen have. Pludselig hørte hun en hvislen og så noget falde. Hun dækkede sig under vinduet, og i samme øjeblik blev soveværelset oplyst: en fosforbombe var eksploderet og brændte kun omkring 20 meter fra huset.

På Vægtergården

Karen og Svend Suhr var lige kommet i seng, da Svend vågnede ved noget, han troede var geværild. Da han kiggede ud under rullegardinet, så han lavtflyvende fly - og det, han havde taget for skud, var bomber, der eksploderede på markerne. Skovbjerggaards marker stod i flammer. Han troede, der var ild i stalden, og løb derud, men bomben var faldet hundrede meter bag stalden. Røgen fra de brændende bomber drev ind over gården.

Hos murerens

Så hørte Svend Suhr råb fra murermester Georg Nielsens hus. Her var en bombe gået gennem taget og lå og brændte på loftet, lige ved døren til trappen - den eneste vej ned fra soveværelserne. Sønnen Ove, der var 17 år, kravlede ud ad et vindue og ned gennem et pæretræ, hentede en stige til sine forældre og løb hen til købmanden, hvor der var andelstelefon, for at ringe til Zonen i Eskilstrup. Huset var låst indefra, men Svend Suhr sprængte køkkendøren ved at løbe imod den et par gange, og med jord og vand fik de slukket bomben.

Det er formentlig den samme "murerens Ove", der en vinter gik ud på gadekærets is i træsko og dumpede i. Han klarede sig også dén gang.

På Skovbjerggaard

På den anden side af vejen faldt en bombe lige over soveværelset på Skovbjerggaard, men blev standset af taget, et spær og loftet. En af de unge piger dækkede den med dyner og sække, mens manden og forkarlen hentede grus i spande og fik den slukket. Brandsprøjterne fra Eskilstrup var længe om at komme, fordi røgen fra de mange bomber lå over vejene. Dagen efter fandt man omkring 50 bomber lige omkring gårdens bygninger.

Dagen efter

Den danske sprængningskommando fra Næstved kom og samlede de fleste af de 300 bomber op, især på Skovbjerggaards marker. En fosforbombe var sekskantet, lidt mindre end en gammeldags termokande, med en blyklump i den ene ende.

Befrielsesaftenen

To år senere var krigen forbi. Den 4. maj 1945 sad naboerne i stuen på Vægtergården:

"Vi var om aftenen gået over hos vore gode venner på Vægtergaarden, Karen og Svend Suhr, og ved en hyggelig kop aftenkaffe hørte vi det glædelige budskab: Tyskland har kapituleret …"

Kilde: Mogens Sommer, "Byskovs bombardement", i Ketty Lykke Jensen, Byskov - herfra min verden går (2010), s. 45-47. Kapitlet bygger på skriftlige beretninger fra Ella Barfoed-Høj og Ove Nielsen og på interviews med Esther og Harry Christensen, Karla og Alfred Jørgensen og Svend Suhr. Befrielsesaftenen: erindringer gengivet samme sted.