Småhistorier fra Byskov

Byskov har aldrig haft kirke, skole eller kro. Men historier har der været nok af. Her er et udvalg af dem, som byens folk har fortalt videre - de fleste fra bogen Byskov - herfra min verden går.

Bytyren Birch Kristoffer

Den 18. juni 1922 blev Byskov Kvægavlsforening stiftet. Eller rettere: en tyrestation, for ifølge forhandlingsprotokollen havde foreningen kun ét formål - at købe en tyr af Rød Dansk Mælkerace. Femten medlemmer med i alt 83 køer gik sammen, optog et lån på 2.000 kroner og købte tyren. Han hed Birch Kristoffer.

Gårdejer Chr. Jensen blev fodervært for et år ad gangen. Han fik 1,50 kr. om dagen - og fri bedækning af sine egne otte køer. Skulle tyren vise sig at være "fyrig", måtte den i begrænset omfang også bruges til andre end medlemmernes 83 køer, naturligvis til forhøjet pris.

I august 1925 fik bestyrelsen "blodfornyelsestanker". Birch Kristoffer blev sat på auktion blandt medlemmerne, og hammeren faldt ved 1.000 kroner - til Chr. Jensen. Forslaget om at købe en ny tyr blev lagt til side, og det samme blev forhandlingsprotokollen. Foreningen nåede aldrig at få mere end sin allerførste bestyrelse.

Historien er i øvrigt skrevet ned af Hans Suhr fra Vægtergården.

Bodille på dyrskue

Oppe på loftet på Vægtergården hænger en hel række dyrskueplader på snore - mange af dem fra den store tyr Tarzan. En af dem er fra Fællesdyrskuet for de østlige øer i Roskilde 1987: katalognummer 789, 22 points for type. Nedenunder har nogen skrevet med blå kuglepen: Bodille.

Ligesom Tarzan og de andre dyr på pladerne var Bodille en simmentaler, en stor og kraftig kvægrace fra Schweiz. Koen tilhørte Hans og Kis Suhr, og den var opkaldt efter Bodil fra Smedehuset på den anden side af gadekæret - smed Alfred Jørgensens ældste datter, der som ung pige havde tjent i huset på Vægtergården. Bodil var mormor til Lars Sommer, der i dag ejer gården. Så nu hænger pladen med hendes navn på hans eget loft.

Grævlingen, der blev serveret som vædder

I 1888 slog Rasmus Kristiansen sig ned som smed i Byskov, på et lille husmandssted ved Lille Byskovvej. Han og konen Amanda fik 13 børn, og hjemmet var fattigt.

En dag serverede Amanda noget kød for Rasmus. Det var Niels Sommers vædder, sagde hun - og det var Rasmus yderst tilfreds med. Da han havde spist, fortalte hun sandheden: det var en grævling, som Johansen på Skovbjerggaard havde skudt. "Smederasmus" gik for at være en meget hidsig mand, og han smed de afgnavede ben efter Amanda.

Han blev i øvrigt 90 år. Den gamle smedje står endnu på Lille Byskovvej.

Ismøllen på gadekæret

Når gadekæret var frosset til, byggede børnene i Byskov en ismølle. En stolpe blev slået ned gennem isen til bunden, så den stak en meter op, og på toppen blev der sat en lang stang fast med et kraftigt søm. For enden af stangen sad en krog, hvor man hægtede sin kælk på. Så skubbede en flok børn stangen rundt, og kælken fik en betragtelig fart. Det var absolut ikke ufarligt, hvis den rev sig løs.

Da ismøllen var gået af mode, huggede man i stedet isen op i flager - "camper" eller "klamper" - og sprang fra flage til flage for ikke at falde i det iskolde vand. Mogens Sommer, der fortalte om det, prøvede selv at falde i. "Men det var nu ikke så slemt, for jeg boede lige ved gadekæret."

Om sommeren red karlene hestene gennem gadekæret for at skylle leret af deres ben, og børnene fik sommetider lov at ride med. Og hele året var der selvfølgelig Tang Rasmus at passe på.

Brevene fra Skovbjerggaard

Fra 1888 til 1892 skrev Lene Pedersen på Skovbjerggaard breve til sin søn Laurits, der læste teologi i København. Brevene er bevaret, og de giver et sjældent kig ind i hverdagen i Byskov for over hundrede år siden: høsten, der varede til efter klokken ni om aftenen, maltet, der skulle males, og gammelgildet, hvor bønderne fra Byskov og Klodskov dansede til klokken to om natten.

Den 8. maj 1892 skrev hun: "I Fredags havde Vægterens Hans bryllup, vi var blevet bedt med alle sammen." Det var Hans Olsen Vægter fra Vægtergården, der blev gift.

Samme år skrev hun om en ulykke. Naboen Hans Larsens gård brændte fra klokken fire om eftermiddagen til langt ud på aftenen. Man mente, at børnene havde leget med svovlstikker og tændt ild i stakkene. Roepigerne, der trak roer tæt ved, slog straks alarm, og Gunilla bar tøj ud af huset, indtil loftet faldt ned. Familien fik reddet næsten alt indbo og alle dyr - og boede derefter hos Pedersens på Skovbjerggaard, mens gården blev bygget op igen. "Der går jo heller ikke så lidt mad til, til så stor en familie," skrev Lene.

Da naboerne skubbede såmaskinen ind i ilden

Byskov har haft sine brande. I 1916 slog lynet ned i Rudolf Davidsens ejendom, og hans syvårige datter Hedvig stod i vinduet hos naboen og så sit hjem brænde. I 1952 slog lynet ned i Georg Andersens stråtag på Klodskovvej, og brandvæsenet kørte forkert, for dengang var der hverken vejnumre eller husnumre - og det regnede, så man ikke kunne se røgen.

Men den bedste brandhistorie er fra 1938, da Carl Nielsens stråtækte hus på Lille Byskovvej brændte ned til grunden. Carl Nielsen ejede en såmaskine sammen med flere naboer. Aftalen var, at han huste maskinen, mens naboerne betalte brandforsikringen. Da naboerne kom til branden, så de, at Carl Nielsen havde nået at trække såmaskinen ud. Det fandt de lige emsigt nok - de havde jo betalt forsikringen i mange år - så de skubbede den ind i det brændende hus igen.

Det var en dårlig idé. Carl Nielsen havde nemlig aldrig fået den forsikret. Naboerne besluttede, at han ikke skulle være med i deres næste såmaskine.

Byskov havde i mange år sine egne brandmænd. I 1962 var de syv, med gårdejer Harry Christensen som brandfoged - og smed Alfred Jørgensen fra Smedehuset som en af brandmændene. Deres vigtigste opgave var at gå brandvagt, så længe der var ild.

Himmerighuset

Midt i Byskov, bag og øst for Vægtergården, lå engang et lille hus med et smukt navn: Himmerighuset. Det var opkaldt efter en tidligere beboer, fæster og ledvogter Niels "Himmerig", der havde ansvaret for leddene i hegnene mellem Byskov og nabobyerne. Senere holdt ejeren smugkro i huset - det larmede, og til sidst blev huset revet ned.

Omkring 1860 ville sognet købe huset til fattighus for sognets gamle og syge. Det kostede 300 rigsdaler. Men gårdejer Peter Vægter fra den anden Vægter-gård stemte imod, fordi huset lå for tæt op ad hans gård - og dengang kunne kommunen ikke tvinge et køb igennem. Peter Vægters modstand betød, at ingen i Byskov fik et fattighus som nabo.

Årets landsby

Nørre Alslev Kommune valgte i en årrække "årets landsby", og i 1995 blev Byskov kåret som årets landsby for 1996. Kriterierne var aktivitet og godt sammenhold. Lørdag den 16. september 1995 blev hædersbeviset overrakt til beboerforeningen ved et kaffebord på Skovbjerggaard, hvor borgmesteren holdt tale og gav 2.000 kroner til foreningens kasse - blandt andet til en legeplads. Og der kom skilte op ved byens indfaldsveje, så alle kunne se, at Byskov er et godt sted at være.

---

Kilder: Ketty Lykke Jensen, Byskov - herfra min verden går (2010): Hans Suhr om tyreforeningen (s. 43), smedene i Byskov (s. 38-39), Mogens Sommers erindringer om gadekæret og brandene, brevene fra Skovbjerggaard 1888-92, fattighuset (s. 30-31, 126) og "Byskov - årets landsby". Bodille: dyrskuepladen på Vægtergårdens loft og familiens egen fortælling.