Klodskovvej 70 · Byskov · 4863 Eskilstrup
Vægtergården Byskov · Falster
← Historien

Slotsvinduer, gammeløl og dans til klokken to

Møllerummet og gilderne

Om gildesalen med vinduerne fra Nykøbing Slot - og om dengang hele Byskov kom til fest med madkurven under armen.

P.J. Larsen: Livet i en sjællandsk bondegård ved middagstid, 1852 · SMK, public domain

Slotsvinduerne i Møllerummet

Gårdens gildesal hedder Møllerummet, formentlig fordi der engang stod en kornmølle i rummet, og her sidder tre vinduer fra Nykøbing Slot. Slottet var i 1600-tallet enkesæde for dronninger, men blev revet ned i 1766. Ifølge Byskov-bogen har vinduerne på vejen siddet i "Mejerigaarden" i Fiskebæk, før de kom til Vægtergården. Det passer smukt til en gård, hvis navn ifølge familiens overlevering kommer af, at den skulle stille vægtere til netop Nykøbing Slot.

"Jeg står med fingeren i hullet"

Omkring 1915 bryggede man stadig gammeløl - det stærke - på Vægtergården. Hans Vægter var en stor og kraftig mand, og hver dag gik han ned i smedjen ved gadekæret og spurgte, om de ikke skulle have et glas øl. En dag, da smeden Laurits Jørgensen kom over, hørte han Hans Vægter råbe nede fra kælderen:

"Kom og hjælp mig, jeg har tabt tåli og står med fingeren i hullet!"
Efter Ketty Lykke Jensen, Byskov - herfra min verden går

Tappen var røget af øltønden i den mørke kælder. Historien blev fortalt videre af smedens søn, Alfred, da Byskov Beboerforening i 1990'erne samlede byens erindringer. Alfred kørte som dreng hesteomgang på gården - og hvis oldebarn i dag ejer Vægtergården. Læs Lars Sommers fortælling om familien i Smedehuset.

Byens festsal

Vægtergården var i mange år stedet, hvor Byskov samledes. En gammel byskovborger huskede: "Der var vi sommetider til fest, for det foregik nemlig der, når beboerne i Byskov skulle samles om noget, og så kom alle med deres madkurve." Der var sølvbryllupper med Egon Madsens firemandsorkester, og omkring 1960 startede Karen Suhr en sy- og hyggeklub.

Byskov har altid kunnet feste. Bønderne i Byskov og Klodskov holdt gammelgilde, og i et brev fra september 1888 fortæller en af byens unge, at man efter en lang dag i høsten dansede til klokken to om natten. Gildet blev holdt i salen på den anden Vægter-gård, der havde den største sal i Byskov og Klodskov. Læs om den under Vægterne.

Den tradition tager vi op igen, når vi hvert år inviterer til fastelavn på gården.


Kilder: Ketty Lykke Jensen, Byskov - herfra min verden går (2010), s. 37, 120-124 og brevene og erindringerne bagerst i bogen.